Nordenfjords Håndbryg
Få de skøre historiere bag de dejlige Nordenfjords Håndbryg

Historien bag vores IPA


IPA fra Nordenfjords Håndbryg
En IPA fra Nordenfjords Håndbryg bør nydes med kærlighed og respekt for alt godt.

Selskabet skålede i håndbryg fra Nordenfjords
IPA fra Nordenfjords Håndbryg er oprindelig brygget til en af bryggeriets meget tørstige venners bryllup. Som brudgommen selv sagde i sin tale til bruden: ”Jeg har kastet mig ud et sted, hvor jeg helt sikkert ikke kan bunde” – og den slags kræver god øl i stride strømme.

Den søde brud, der ikke ville lave skandale på den store dag, begyndte straks at slå sin gaffel mod alle tallerkener og ølglas indenfor rækkevidde hvorefter den nyslåede gom med store våde læber straks kastede sig over den forkerte borddame. Borddamen søgte skrigende ly under bordet, hvor hun i øvrigt mødte en fætter, hun ikke havde set siden sin 40 års fødselsdag forrige år.

Dans til kassettebånd
Mødet under bordet gav yderligere lidt tumult, men der kom dog hurtigt styr på gemytterne igen og efter de obligatoriske tre gange hurraråb og det susende Vesterhav, blev der skålet i den gode IPA fra Nordenfjords Håndbryg. Derefter blev der spillet op til dans på orgel. Det kunne orglet imidlertid ikke holde til. Så det blev kassettebåndoptager med tyske schlagere resten af natten. Men da var brudeparret for længst smuttet af sted.

Det unge par er i øvrigt stadig lykkeligt gift og ønsker sig en ny omgang håndbryg til indvielsen af den nye havestue, der snart står færdig.

Bid, bitterhed og lang eftersmag
IPA. Indian Pale Ale. En dejlig frugtfrisker, der giver forårsfornemmelser året rundt. Den lokker ikke kun med blide og venlige smags- og duftnoter. Den har også bid og bitterhed nok til at få selv den mest kræsne humlenørd på andre og mere fornuftige tanker.

På bedste nordenfjordsk vis er den også økonomisk i drift. Uvidenskabelige målinger taget med stopur og regnestok viser, at den friske eftersmag holder sig i munden længe efter sidste mundfuld er sunket. Måske skyldes det den enkle og ligefremme maltprofil, måske skyldes det brygmestrenes geniale, men dog ydmyge, tilgang til seriøs garagehåndbrygning.


Teknik for nørderne


Malt: Pilsner
Humle: Simcoe og Willamette.
Gær: Engelsk alegær
IBU: 71
Vol.: 5,7%